Orangeri og væksthus – hvad er hvad?

Orangeri

Att bygga växthus och orangerier har blivit populärt. Växthusen används numera inte bara som odlingsplats utan även som ett grönt extrarum. Allt fler upptäcker hur behaglig atmosfären är i ett växthus , hur vackert det blir med alla växter och hur gott det luktar från jord, blommor och blad. Här kan man ta ut våren i förskott och dra ut sommaren långt in på hösten. Men vad är ett växthus och vad är ett orangeri?

Gennem 1600-tallet eller måske endnu tidligere begyndte man i Sverige og Danmark at importere eksotiske planter såsom citron-, pomeran-, figner-, laurbærtræer og myrte. Planterne blev plantet i store krukker og baljer for at stå ude i parken i sommerhalvåret. I vinterhalvåret blev disse frostfølsomme planter opbevaret i et orangeri. Navnet “orange” kommer af det franske ord for appelsin, orange. Orangeriets funktion var således at beskytte frostfølsomme træer og planter mod vinterklimaet, de var altså overvintringshuse. Eftersom planterne i orangeriet var i dvale, krævede det ikke så meget lys og varme. Vintertemperaturen var omkring +5 grader. Særligt for et orangeri er, at det har et tungt og tæt tag og meget kraftige og tunge vægge til at holde på varmen. Vinduer for naturligt lys normalt i en sydvendt facade. Under kolde vinternatte og dage dækkede man vinduerne med skodder, som udgjorde et ekstra isolerende lag. Termometre var i 1700-talet endnu ikke så almindelige i vækshusdyrkningen. Man placerede derfor et glas vand nederst i vinduet. Vandet blev nøje overvåget af gartneren selv eller en havedreng, og når der begyndte at komme is på vandet, var det tid til at fyre op i orangeriet. I starten fyrede man i kaminer og kakkelovne, men i slutningen af 1700-tallet begyndte man at lede røgen gennem murstenskanaler på forskellige måder gennem orangeriet og drivhuset. Ovnen blev placeret på et ildsted ca en meter under gulvet, for at man skulle få god sug i kanalen. Gennem sommeren, når planterne stod ude, blev orangeriet anvendt som festlokale.
Gennem 1700-tallet havde alle slotte og herregårde med respekt for sig selv et orangeri. Orangerierne havde ofte en fremtrædende plads i haven, og blev tegnet af en arkitekt for at få det til at harmonere med hovedhus og park. Flere af disse orangerier er i dag bygget om til ”almindelige huse”. Orangeriet på Ulriksdals slott i Stockholm var et af de første orangerier i Sverige, der blev bygget i 1600-tallet. Billederne ovenfor er fra orangeriet på Ulriksdals slott.
Den mere jordnære eller produktive dyrkning under glas var ofte placeret i en diskret del af haven sammen med køkkenhaven. Viden, omkring hvordan drivhuset skulle designes, indgik i gartnerens uddannelse, og ofte var det gartneren selv, som sammen med håndværkere byggede de huse han behøvede. Drivhusene var frem til midten af 1800-tallet i lighed med orangerierne hovedsageligt ensidige. Det vil sige, at de havde en tæt væg mod nord. Men i stedet for et tæt tag havde drivhuset glastag, som havde forskellige vinkler afhængig af, hvad der dyrkedes i dem. Ferskner, vindruer og ananas fik bygninger, som var specialtilpassede til planternes forskellige behov og pleje.

Ved de allerfleste herregårde og slotte har der været et eller flere væksthuse, de fleste blev dog revet ned i 1960’erne. Væksthusene på Rosendals trädgård i Stockholm eller på Sofieros slottsträdgård i Skåne, som er forbilleder for Sweden Green House, er eksempler på væksthuse fra det 20. århundrede.

Når gartneren skulle bygge væksthus, måtte han være sikker på, at intet skyggede over det sted, hvor væksthuset skulle stå. Pladsen blev derfor valgt ved vintersolhverv. Havebøger anbefaler et højt og tørt sted helst på en sydlig skråning for at beskytte væksthuset mod kolde nordlige vinde. Som ekstra beskyttelse blev der ofte lavet mindre rum til forråd eller endda stuer bag den nordlige væg. De kom til at udgøre ekstra isolerende lag.

Under kolde vinternætter dækkede man også vinduer og glastag med træskodder. De allerfleste planter i et drivhus blev dyrket i krukker. Derfor havde man specielle trappeformede stativer og reoler, hvor planterne stod lodret for lettere at kunne håndteres, og så de ikke skyggede for hinanden. Nogle planter dyrkedes permanent i specialtilpassede drivhuse. Den stejleste hældning på glastaget havde de drivhuse, hvor man dyrkede eksempelvis ferskentræer op af den murede eller tømrede væg, dette for at få glasset til at være så tæt på planten som muligt.

Vindruer dyrkes sædvanligvis i et drivhus, hvor glastaget havde en fladere hældning – den såkaldte bølgesten. Kast er betegnelsen for et væksthus, som kan siges at være en mellemting mellem drivhus og drivbænk. Vinstokkene dyrkedes i modsætning til ferskentræerne normalt i væksthusets front, så de kunne ledes op under glastaget og være lette at pleje. Ananasen dyrkedes i lave drivhuse eller drivbænke eftersom den krævede en høj varme og man ville have så lille et rum som muligt at skulle opvarme.

Idag når vi inviterer til fest i væksthuset og nyder hjemmeavlet – dyrkede grøntsager er VÆKSTHUS=ORANGERI=SANDT